Julie Finne-Ipsen - et svært valg

Julie Finne-Ipsen er 16 år, og hun har travlt. Hun er en af dansk badmintons helt store unge talenter og har hentet adskillige medaljer hjem til både sig selv og Danmark i de seneste år. Og så spiller hun også golf - på samme høje niveau og med samme energi og sejrsvilje.

/ / Skrevet af Signe Lyng

Badminton og golf på eliteplan, og så går du oven i købet i gymnasiet. Hvordan når du alt det?
Det er også svært, men jeg er god til at planlægge min tid, og mine forældre hjælper mig rigtig meget, f.eks. ved at køre mig. Og så er jeg en glad person, der generelt ikke lader mig slå ud af ret meget. Men jeg kan ikke nå det hele, så der er ikke meget tid til venner og fester og den slags. Omvendt elsker jeg jo det, jeg, gør, så det gør ikke så meget.

Hvad med fremtiden? Satser du på badminton eller golf? Eller begge dele?
Jeg ved jo godt, at hvis jeg vil være den bedste, er jeg nødt til at koncentrere mig om én ting, så jeg har lovet mig selv, at jeg inden for en overskuelig fremtid, må tage det svære valg. Men jeg har ikke besluttet mig endnu, for jeg elsker begge dele. Golf er meget en kamp med sig selv – det handler om perfekt fokus og kontrol.  Badminton er mere udadvendt og fysisk krævende, og jeg elsker, at man får belønningen på banen umiddelbart. Hvis man ikke spiller optimalt i badminton, kan man alligevel arbejde sejren hjem. Hvis det samme sker i golf er man bare færdig. Men de to ting passer utrolig godt sammen, fordi badminton giver mig en selvsikkerhed, jeg kan bruge på golfbanen, og golf giver mig et mentalt fokus, jeg kan bruge i badminton. Derfor er det også ekstra svært at vælge.

Hvad er der så på plakaten i de kommende måneder?
Om sommeren spiller jeg golf, men til efteråret er der masser af turneringer for både U17-19 og seniorer, som jeg glæder mig til at spille i. Og så håber jeg på at blive udtaget til U17-EM i Portugal og til Langenfeld Cup.



TIDLIGERE ARTIKLER // Læs flere
 
Dansk     English