TRINE & AMANDA I XIAMEN

Dato: Medio 2009
Lige da vi trådte ud af lufthavnen i Xiamen, oplevede vi for første gang Kinas ulidelige varme, og vi kom endda om aftenen, omkring kl. 21.00. De 2 første dage i Kina havde vi fri, hvor Toft og Dai tog os med rundt, så vi kunne opleve så meget af Xiamen som muligt. Det var spændende at se de forskellige templer, og se hvor anderledes kulturen er. I løbet af de 2 dage, blev vi nærmest overfaldet af kinesere, der ville tage billeder sammen med os.  Det havde vi det rigtig sjovt med. 
Mange kinesere hilste også på os, og spurgte enten om hvor vi kom fra, eller hvordan vi havde det. Bagefter kunne de ikke sige så meget andet, men de smilte altid høfligt. Vi tror de afprøvede deres engelske kunnen. Desuden har vi begge lyst hår, så mon ikke de var lidt fascineret af det.

Da vi ankom til hallen den første dag, hilste vi på træneren (som hverken kunne tale eller forstå engelsk), og vores nye medspillere, hvor den ældste pige er 20, men ellers er de 17 og derunder. Vi kunne hurtigt konstatere, at drengene og pigerne er delt op og træner ikke sammen. Den første træning var teknik - hvilket på kinesisk betyder sikkerhedstræning. Deres sikkerhedsøvelser består primært af singleøvelser på hel bane, med meget bevægelse og højt tempo. Dvs. at man kører 20 minutter hver af gangen, men nogle gange kan man risikere at køre i 40 min, hvis det er en offensiv/ defensiv øvelse. Øvelsen kan f.eks. bestå af, at den offensive skal spille lige clear og kryds kort, den defensive, skal cleare tilbage (enten kryds eller lige) og nå den korte bold, hvorefter der bliver løftet, og øvelsen starter forfra. Efter de første 20 min. byttes der rundt på offensiv og defensiv. Den første øvelse vi blev kastet ud i, var netop denne offensive/defensive øvelse. Efter øvelsen kiggede vi på hinanden, og tænkte begge, ”hvad har vi rodet os ud i?” Deres tekniske/sikkerhedstræning minder mest af alt om vores fysiske træning.

Da vi kom til træningen tirsdag morgen, kunne vi overhovedet ikke overskue dagen. Vores krop, primært benene, var så smadret efter gårsdagens program, at vi knap nok kunne komme ud af sengen om morgenen! 
Noget af det vi havde undret os mest over den første dag var, hvorfor de så så sløve ud under hele opvarmningen. Men vi fandt hurtigt selv ud af, at man ikke havde overskud til f.eks. at løfte benene helt op ved høje knæløftninger osv. Men en ting vi var rigtig imponeret over, var deres styrke til at give den gas fra første øvelses start til sidste øvelses slut. Hvor vi danskere normalt sparer på energien, så vi kan klare hele træningen.

Hver morgen var det den såkaldte tekniske/sikkerheds træning, og hver eftermiddag var det den fysiske træning, der stod på programmet. Vi prøvede løb, styrke, mælkesyretræning og benarbejde som primære fysiske øvelser. Deres styrketræning adskiller sig meget fra vores danske program. De tager færre kilo og flere gentagelser, så man til sidst syrer til. Deres løb er konkurrencepræget, da man hele tiden løber efter afstand og ikke tid. Plus at man skulle nå det inden en bestemt tid, ellers var der straf/ekstra løb. De havde en øvelse der gik ud på at hoppe i 2 x 20 min. Det var kinahop, stemskridt, cha che, høje knæløftninger osv. Man kørte først i et rimeligt tempo, hvor man derefter kørte med højere intensitet. Vores ben døde fuldstændig. Og efter det skulle vi som regel over på atletikstadionet for at løbe. De er gode til at variere træningen ved at kombinere forskellige øvelser. Vi fik f.eks. nogle vægte bundet omkring anklerne, for at få benene til at syre endnu mere under benarbejde træningen. Vi så også drengene køre springøvelser i form af benarbejde med en tung vest på.

Vi har haft en rigtig god tur, som vi ikke kunne have klaret uden hinanden.  Vi har fået rigtig

meget ud af det, både fysisk, sikkerhedsmæssigt men bestemt også mentalt. Man skulle

virkelig presse sig selv hele tiden. Så hvis vi ikke havde haft muligheden for at bakke

hinanden op, havde det nærmest været en umulig opgave. Vi har oplevet en masse

både i hallen og også uden for træningsmurerne. Vi er begge to helt sikre på, at hvis

vi fik muligheden igen, ville vi selvfølgelig tage af sted, men 2 uger ad gangen er nok. 


Men nu glæder vi os også til at komme hjem igen og se vores familie og venner!

 

Se flere billeder fra pigernes tur under FZ BILLEDGALLERI