EN BERETNING FRA KUALA LUMPUR

PÅ TRÆNINGSLEJR I KUALA LUMPUR

OG TIL MALAYSIA OPEN GP I JAHOR BAHRU

Dato: 28.06.2010

 
Mandag den 28. juni 2010 gik turen for 18 spillere og to trænere fra Solrød Strand Badmintonklub til Kuala Lumpur. Turen gik via Stockholm og Bangkok og varede tæt på 20 timer. I lufthavnen blev vi hentet af Salim Sameon, som i denne sæson har været såvel træner som spiller i SSB. Denne tirsdag morgen blev det kun til en ”let” gang træning, som dog tog et par timer, for hele truppen.


Onsdag den 30. juli til søndag den 4. juli opholdt vi os i Kuala Lumpur. Der var haltræning og løbetræning hver dag. Vi blev delt op i grupper, og de første startede typisk træningen kl. 6.30. Under hele træningen stod der malaysiske trænere og spillere klar til at piske os danskere.

En af dagene da jeg og nogle af de andre mødte op til vores træning kl. 10.30 stod Salim, den anden træner og tre andre sparringer og trænede – de havde selv spillet siden kl. 04.30. Vi blev meget mundlamme, og vores syn på træning ændrede sig vist en smule. For selvom de malaysiske spillere havde trænet så længe, både indbyrdes og siden som sparringspillere for danskerne, var de lige så glade og villige til at træne med os fra 11 – 13, som hvis de kun havde spillet i en enkelt time og ikke seks timer. Det viser, hvor meget de elsker at spille badminton, og hvilken træningsmentalitet de har, og på det punkt er der stor forskel på Malaysia og Danmark. Selve træningen er ikke så anderledes fra Danmark – selvom der var forskel på træningsintensitet og træningsmængde, men til gengæld er stemningen forskellig i hallen.
Det har været en speciel oplevelse at mærke, hvor hårdt varmen tager på kroppen. : De hårde træninger, hvor der blev brugt tre-fire T-shirts pr. gang satte deres spor. Vi sov alle meget, og der var ikke overskud til de helt vilde udskejelser mellem træningerne. Det var en meget begivenhedsrig tid, hvor vi fik en masse indtryk og blev gjort bekendt med en ny kultur. I hallen var kulturen også meget anderledes end i Danmark. Det første vi fik at vide var, at der ikke måtte kastes med ketsjeren på nogen måde. Vi måtte ikke sætte os ned under træningen, medmindre vi havde fået lov af træneren, man bandede ikke, og der måtte ikke skiftes bluser i hallen.

En dag var vi inde på det Malaysiske Nationale Center for at se de bedste malaysiske spillere træne - herunder Lee Chong Wei. Det var vildt at se, hvor mange trænere, og hvor meget fokus der konstant var på ham. Hans vand stod i is til forskel fra de andre spilleres. Når han holdt pauser var der en blæser, der fulgte ham, og når træningen var slut, blev han masseret af ikke mindre end fem personer… En anden ting var antallet af spillere på centeret – her er Danmark langt efter, for hvor der til den danske landsholdstræning i Brøndby er seks baner, er der atten i den malaysiske hal, og de er desuden ikke bange for at hive nye talenter ind til træningen og give dem chancen – noget Danmark i den grad kunne lære af. Det var klart en oplevelse.
 

Malaysia Open GP Gold i Johor Bahru


Efter et veloverstået syvdages ophold i Kuala Lumpur gik turen mandag den 5. juli videre til Johor Bahru i den sydlige del af Malaysia. Turen fra KL til Johor Bahru foregik i en stor flot bus med aircondition, så rejsen på fem timer forløb meget afslappet, og de fleste fik sovet. Det var for øvrigt en dag, hvor der blev trænet fra kl. 6 til kl. 9, så søvnen var velfortjent.

Da vi ankom til Johor blev vi positivt overrasket over standarden på hotellet. Det var et stort, flot hotel med lækre store værelser og en udsigt, der kan matche det meste. Fra vores værelsesvinduer kunne vi se direkte til Singapore med dens kendte skyline. Der var pool, spa og sauna på hotellet, så der var gode muligheder for at slappe af til yderst rimelige priser. Efter at have klaret de praktiske ting på hotellet gik turen til ”main hall”, hvor vi skulle træne et par timer. Hallen var forholdsvis stor, og det var en af de haller, hvor der var en del vind på grund af aircondition. Vi fik trænet og vænnet os til den hal, hvor turneringen skulle afvikles.
 
Tirsdag den 6. juli klokken 9 kom Malaysia Grand Prix Gold så i gang. SSB havde spillere på allerede i første runde af kvalifikationen i MD, DS og HS. De fleste af os måtte allerede i kvalifikationen bøje os for stærke modstandere fra Malaysia, men vi fik bestemt nogle lærerige kampe, og alt i alt var det en fantastisk spændende dag, hvor kampene blev afviklet i imponerende omgivelser med alt, hvad der hører til en international turnering, der kan få selv Denmark Open til at blegne. Om eftermiddagen var alle de spillere, der ikke deltog i turneringen, og de spillere, der var slået ud, til træning i en lokal hal. Det var en oplevelse, hvor alle fik udfordret fysikken, for der var en ulidelig varme. Et bud ville være en temperatur på 35 til 40 grader og en luftfugtighed, der grænsede til det vanvittige. Til trods for de svære forhold trænede folk i 90 minutter. Efter træningen lavede de deres egen lille pyt under og omkring den bænk, de sad på. Alle ”kampsvedte” og var gennemblødte og drak og drak. –tre-fire liter væske på cirka to timer - det fortæller vist alt.

Onsdag den 7. juli Efter ti dage med hård bentræning beordrede trænerteamet en fridag til alle de spillere, der ikke skulle deltage i turneringen.
 
Torsdag den 8. juli rejste vi, efter de sidste dame- og herredoublers exit af turneringen, tilbage til Kuala Lumpur.
 
Fredag den 9. juli kl. 6.30 stod doublespillerne i hallen klar til træning. Damesinglerne trænede kl. 8.30 og herresinglerne kl. 10.30. Det var træning under Salims ledelse med malaysiske hjælpetrænere og sparringsspillere. Alle tre grupper fik mærket den malaysiske træningsform og -intensitet. Kl. 13.00 var alle færdige med at træne og godt brugte. Eftermiddagen stod på shopping for pigerne og badedag for de fleste af drengene.
 
Lørdag den 10. juli var dagen, hvor truppen skulle spille mod nogle lokale spillere fra Kuala Lumpur. Kampen blev desværre aflyst, da vores modstandere skulle rejse til en turnering samme dag. Trænerteamet ændrede hurtigt programmet, så det i stedet stod på hård fysisk træning i en nærliggende park med to store søer. Selve programmet stod på løb og styrkeøvelser og varede i lige godt en time.
 
Søndag den 11. juli startede træningen kl. 04.30. Klokken 16.00 blev vi hentet på hotellet, og så gik det mod lufthavnen. Efter en mellemlanding i Bangkok ankom vi mandag den 12. juli kl. 07.40 i København.
Vores trænere ser turen som en kæmpe succes. De synes, at vi spillere har lært utrolig
meget og fået en god portion erfaring med i bagagen, som vi kan bruge til at realisere
vores badmintondrømme.
For mit eget vedkommende vil jeg bare sige, at jeg har forelsket mig i Malaysia,
JEG VIL TILBAGE – tilbage til det malaysiske klima, tilbage til de malaysiske
mennesker, tilbage til ”Badmintonlandet”.
 
Malaysia – I’ll be back
Ditte Strunge



 
  
 

Navn:

 Ditte Strunge

Klub:

 Solrød Strand Badmintonklub

 

 
 
Dansk     English